Der har ikke været nogen færdselsuheld i Holstebro Kommune i forbindelse med snevejret, der ramte Danmark mandag aften. Den eneste udfordring har været, at lyskrydset Viborgvej/Ringvejen i Holstebro gik i rødt i alle retninger klokken 00.15 natten til tirsdag. Det menes at være på grund af snevejret, men problemet blev løst i løbet af natten.
Af Oscar Valdorff Kjeldsen
”Folk har været gode til at køre efter forholdene,” siger Lars Even, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi.
I dag kl. 10:29 har det betydet, at der endnu ikke er sket nogen færdselsuheld i forbindelse med snevejret. Der har været tre solouheld i politikredsen, men ikke nogen hændelser i Holstebro Kommune.
En velforberedt kommune
DMI varslede snestorm over store dele af Danmark mandag aften. I Holstebro kommune var man velforberedt og startede allerede saltningen af vejene mandag middag. Det har man gjort for at sikre, at vejene var klar til de varslede mængder sne.
”Vi har ikke fået mere end forventet,” siger Poul Steengaard Jensen, Driftsinspektør og Vinterkoordinator i Holstebro Kommune.
Men selvom snemængderne ikke har været så slemme, som man havde regnet med, fortsætter man tirsdag med at bekæmpe de hvide fnug.
”Fra klokken 13:30-14:00 vil vi igen sende biler og maskiner ud for at feje og salte,” siger Poul S Jensen
Det gør man som forebyggelse for at undgå sort is, da kommunen forventer nattefrost. Det kommer ved, at sne smelter i dagtimerne og fryser til is i nattetimerne.