I Holstebro bliver byggesagsbunken mindre – alligevel stiger ventetiden

Flere steder i kommunen står byggeriet stille. Foto: Amalie Holst Jensen

Selvom der i 2022 lå færre byggesager på kommunens skrivebord, skal ansøgerne alligevel vente ni dage mere på svar

Nye tal fra Dansk Industri viser, at Holstebro kommune gennemsnitligt bruger ni dage mere på at behandle byggesager. Det er på trods af, at antallet af byggesager er faldet med en tredjedel ifølge Kommunernes Landsforening. Det betyder at kommunen er rykket tre trin ned af ranglisten over hurtigste kommuner i Danmark.

Det er dog ikke noget, der vækker bekymring hos formanden for Teknikudvalget, Kenneth Tønning(V). Ifølge ham er der nemlig en række faktorer, der har betydning for, at ventetiden stiger.

Top 10 kommuner i Danmark med kortest sagsbehandlingstid:

  1. Odder, 4 dage
  2. Vallensbæk, 8 dage
  3. Vejen, 13 dage
  4. Faxe, 14 dage
  5. Billund, 18 dage
  6. Tønder, 21 dage
  7. Haderslev, 22 dage
  8. Ishøj, 24 dage
  9. Viborg, Svendborg & Holstebro, 25 dage
  10. Esbjerg, 29 dage
Kilde: Dansk Industri

Nye metoder fra staten er skyld i længere ventetid

I forbindelse med den nye ejendomskattereform har staten været ude og tage

satellitfotos. Her har man opdaget at flere borgere har bygninger som ikke er godkendt.

Disse bygninger skal nu sendes til godkendelse hos kommunen. Og med en mangel på to sagsbehandlere har bunken af sager vokset.

”Vi har en pukkel med over tusind sager, som mangler godkendelse. Og det forhindrer os i, at forholde os til alle de nye sager lige så hurtigt som tidligere,” siger Kenneth Tønning. 

Holder møde med interessenter

Torsdag eftermiddag holder Teknikudvalget fyraftensmøde med rådgivere, byggesagskyndige og bygherrer. Her vil de fremlægge en række tiltag for at mindske antallet af dage, der skal gå, før de relevante parter kan gå i gang med deres arbejde.

  ”Vi er meget interesseret i at høre, hvad dem der beskæftiger sig med det hver dag, har at sige om vores tiltag. Måske har de helt nye ideer,” fortæller Kenneth Tønning om eftermiddagens møde.

På tegnebrættet er blandt andet de kommende lokalplaner. Her vil man give løsne op for kravene, da det særligt er dispensationer til lokalplanerne, borgerne i Holstebro kommune søger om. Kommunen håber også, at flere tiltag kommer på bordet, så de igen kan kravle op af ranglisten.