Jernstøv daler nedover Vængerne: BIRN planlægger en ombygning af deres skorstene

Foto: Julie Kærgaard Nyrup

I det vestlige Holstebro kan man i disse dage finde nogle bittesmå jernpartikler, også kaldet flyverust, på biler, vinduer og campingvogne. Partiklerne stammer fra jernstøberiet BIRN og bliver båret med af vinden, når der går hul på filterposerne i jernstøberiets skorsten.

Af: Marlene Møller Holm

Flere beboere i Vængerne i den vestlige del af Holstebro har kunnet konstatere små jernflager på deres biler, campingvogne og vinduer i de sidste dage. Jernstøvet stammer fra jernstøberiet BIRN, der også befinder sig i det vestlige Holstebro.

Lars Jørgensen, der er Teknisk Direktør hos BIRN, forklarer, at jernpartiklerne i luften stammer fra efterbehandlingen af nogle komponenter på jernstøberiet. Når partiklerne kommer ud i luften, skyldes det et lille hul i en af de filterposer, som ellers holder luften ren. 

Når jernstøvet falder ned over boligområder, er det altså en kombination af et hul i en filterpose og en uheldig vindretning, der gør udslaget. For borgerne i området betyder det ekstra rengøring af vindueskarme og polering af biler, for at forbygge rustangreb på deres ejendom. Ved tidligere udslip har BIRN dækket omkostningerne for rengøringen af jernpartiklerne for de borgere, der har henvendt sig med problemet.

Anden gang på to måneder

Det er anden gang i 2023, at BIRN oplever at et udslip af jernpartikler, også kaldet flyverust. Det har dannet grundlag for en dialog med Vængerne Grundejerforening, som repræsenterer mange af de borgere, der er generet af udslippet.

Formanden for Vængerne Grundejerforening, Jens Laurberg, bekræfter, at flere af foreningens medlemmer er generede af udslippet. Derfor skal der på torsdag afholdes et møde mellem grundejerforeningen og BIRN for at finde en løsning.

”Vi regner med at finde en fornuftig og venskabelig løsning på problemet sammen med BIRNs ledelse. Vi ønsker jo ikke andet end et godt naboskab med jernstøberiet.” Siger Jens Laurberg.

Lars Jørgensen fortæller, at BIRN til dette møde vil præsentere virksomhedens plan for en ombygning af virksomhedens store skorstene, som skulle kunne mindske risikoen for udslip betragteligt.

”Vi beklager mange gange overfor naboerne i området og er glade for, at vi kan have en dialog med grundejerforeningen om problemet. Vi ønsker at være en bæredygtig virksomhed, så det er vigtigt for os at have dialogen.”