Udvalg stemmer nej til at oprette ekstra klasse: Det vil presse de andre skoler

Elever fra Nr. Felding Skole ønsker at rykke til Sønderlandsskolen næste skoleår. Skolelederen har indsendt en ansøgning til Børne- og Familieudvalget. Forrige torsdag valgte de at afvise ansøgningen.

Af: Julie Kærgaard Nyrup

En succesoplevelse for nogle elever på Nr. Felding Skole har resulteret i ønsket om at starte næste skoleår på Sønderlandsskolen. Det er efter at have fulgt danskundervisningen i en 7. klasse på skolen. Børne- og Familieudvalget valgte d. 23. februar at afvise ansøgningen, som var indsendt af skoleleder Rasmus Højlund Sørensen.

Klaus Flæng der er formand for Børne- og Familieudvalget forklarer, at havde man godkendt ansøgningen, ville det presse økonomien for resten af skolerne. Forventningen er også, at flere skoler i det tilfælde vil ønske at opdele klasser, og det vil give en økonomisk udfordring.

Ifølge skolebestyrelsesvedtægten kan der kun optages elever fra andre skoledistrikter, hvis der er pladser på den ønskede skole. Sønderlandsskolen forventer en tilgang fra Idom-Råsted Skole på 6-8 elever, hvor de kun har til og med 7. klasse. Herefter sender man eleverne på andre skoler. Her vil man med de nuværende 48 elever overstige det maksimale antal af elever i en klasse på 28, hvis der kommer yderligere 2-3 elever.

Ønsket om at skifte skole kommer fra eleverne, som har fulgt dansktimerne på Sønderlandsskolen, da 7. årgang på Nr. Feldings skole i øjeblikket har 4 elever. Derfor indgik de to skoler et samarbejde på tværs, for at lave et samlet forløb. Her stillede Nr. Felding en lærer til rådighed, så klassen havde to lærere i undervisningen.

”Det giver bedre mening for eleverne at komme i overbygningen ved os, da de allerede har kendskab til skolen. Det giver et mere sammenhængende forløb,” fortæller Rasmus Højlund Sørensen, skoleleder for Sønderlandsskolen.

Prisen for den ekstra klasse vil årligt lyde på 871.000 kr. Det er penge som går fra resten af kommunens almene folkeskoler. Til dette siger Rasmus Højlund Sørensen:

”Det er vores ansvar som skole at gøre det økonomisk forsvarligt. Det vil vi kunne ved f.eks. at lave holddeling i dansk og matematik.”

Spørger man Klaus Flæng lyder det dog anderledes.

”Vi har ansvaret for alle skoler og elever, og vi ved at økonomi er en vigtig faktor for trivsel,” fortæller han.

Konsekvensen af beslutningen er, at de 2-3 elever fra Nr. Felding Skole skal gå i 8. klasse på Tvis Skole i skoleåret 2023/2024.