En måned efter invasionen af Ukraine, flygtede Alina til Danmark. Nu mødes hun med Per hver tirsdag og tager en snak over en kop kaffe og nogle danske gloser.
Skrevet af Anna Ravn
Alina har fået at vide, der kommer en journalist i dag. Derfor har hun skrevet på en lille lap papir, at hun er startet som praktikant i et lokalt supermarked i Struer, og at hun i pauserne drikker kaffe og spiser kage. Alina læser højt fra sine håndskrevne noter, mens hendes underviser, Per, nikker anerkendende.
Han spørger Alina, om hun har lyst til at snakke om mere private ting. Alina kigger ned i bordet og trækker på skuldrene.
To gode venner
Alina skal gå til obligatorisk sprogskole, hvis hun skal have et job i Danmark. Men sprogundervisningen med Per er frivillig. Hun fortæller, at hun bliver glad af deres tirsdagsmøder.
Per og Alina er ikke bare underviser og elev. De er gode venner, ”vi plejer at sige, at vi ikke lærer dansk. Vi snakker dansk,” siger Per.
Pers undervisningsmappe tyder på, at der er plads til samtaler om alt fra forskellen på en og et, til efterladte familiemedlemmer i hjemlandet. Mappen er fyldt med en blanding af pædagogiske illustrationer af bondegårdsdyr til stregtegninger af krigszoner.
Fra revisor til rengøringsassistent
Før krigen brød ud, boede Alina i et hus sammen med sin familie i deres hjemby. Nu bor hun alene i en lejlighed i Struer sammen med sin 14-årige datter. Før krigen arbejdede Alina som revisor. Nu gør hun rent i det lokale supermarked.
Alina finder et billede af sin hjemby på Google-billeder. Byen er omkranset af vand, og de høje bygninger minder om en amerikansk skyline. Det må være et billede fra før, krigen brød ud. Per spørger, om hun kan vise byen på et kort. Men så bliver den 40-årige kvinde stille. Efter en kort pause ryster hun på hovedet. Per fortæller, at Alinas mor stadig bor i byen, men at han ikke ved så meget mere. ”Det er vi ikke helt klar til at tale om,” siger han og kigger på en stum Alina.
Når samtalen bevæger sig væk fra de håndskrevne noter og falder på de tunge emner, kommer Alina i problemer. Hendes personlige tragedie hænger som et tykt tæppe hen over rummet og får ikke bare hende – men alle i rummet – til at snuble over ordene.