I skyggen af det store vindeventyr

NYHEDSREPORTAGE. Der er snart ikke flere fiskere tilbage i Thorsminde. Erhvervet, der gennem generationer har defineret byens selvbillede, er ved at ebbe ud. Men nu blæser nye vinde over den vestjyske by. I disse uger begynder anlæggelsen af to nye havvindmølleparker fra havnen. Kan det grønne eventyr puste nyt liv i Thorsminde?

Af Bjørn van Overeem og Nicolas Frederik Adserballe

Vi står og spiser en fiskefrikadelle fra det lokale røgeri i Thorsminde Havn, da en mand i blå overalls kommer over til os.

“Har i set lyset herude?” spørger han efter et par høflige bemærkninger.

“Jeg synes, der er et helt særligt lys i Thorsminde. Det falder smukt. Ingen andre steder rammer solen, som den gør herude,” siger han og skuer ud.

Vi forstår, hvad han mener. På denne morgen rammer det støvede lys fiskekutteren Marie Isabella, der ligger til kaj ved siden af på havnen. Her lugter af dieselolie, forår og ja, fisk.

Far og søn, Bo og Sebastian Kjærgaard, reder garnet ud til dagens tur. Over de næste to døgn håber de på at hive flere tons rødspætter i land. 

Udover far og søn er Tom også med ombord på Marie Isabella. Han har over 51 års erfaring på havet, og det viser sig i både hans blik og hans hærdede hænder.

19-årige Sebastian er den eneste unge fisker tilbage i Thorsminde.

“Det har altid ligget i kortene, at jeg skulle blive fisker,” fortæller han. “Jeg fik en jolle i konfirmationsgave, som jeg futtede rundt i, og efter jeg gik ud af tiende klasse, begyndte jeg at fiske fuld tid på havet med min far. Jeg kunne ikke forestille mig at lave andet.”

Ligesom sin søn, har Bo heller aldrig kendt til andet arbejde end fiskeriet. Han lærte det også af sin far, som igen lærte det af sin far. Man kan tydeligt mærke på Bo, at han er glad for, at sønnen følger i familiens fodspor.

Mens Marie Isabella tøffer ud af havnen efter rødspætter, sidder havnechefen på kontoret og tegner havnens, og dermed byens, fremtid.

Det grønne vindeventyr 

På havnekontoret sidder Lisette Sønderby, den 39-årige chef for havnen, og viser tegninger frem af den nye grønne satsning.

Hun er en driftig kvinde og med en fortid i fiskeriet, og forstår om nogen fiskernes kår.

I 2018 indgik den daværende regering en aftale, de kaldte for Energiaftalen. Det var den hidtil største satsning på grøn energi i Danmark.

Et trekantet område 22 km ud for Thorsmindes kyst blev udpeget til at huse havvindmølleparken Thor, opkaldt efter byen.

Byggeriet går i gang næste år, og senest i 2027 skal Thor stå færdig. Herefter skal den sende 1ooo MW ud på elmarkedet – det er energi nok til at forsyne en million danske husstande med grøn strøm.

Havnen i Thorsminde er tiltænkt en central rolle i anlægningen af vindmøllerne. Herfra skal arbejdere, konsulenter og ingeniører sejle frem og tilbage, til og fra byggeriet.

En engelsk katamaran er netop ankommet i havnen, forklarer Lisette os. Den skal ud og arbejde på et andet nærliggende vindmølleprojekt.

Men havvindmøllerne kaster skygger af sig. Samme område som regeringen udpegede i Energiaftalen, er en yndet fiskeplads blandt de lokale, der ser lidt skævt til beslutningerne fra København. 

“Jeg ved godt, at regeringens grønne plan går udover Bo og Sebastian,” fortæller Lisette. “Men vi satser netop på vindenergi for at fremtidssikre havnen.”

Guldalder for fiskeriet

Engang var der ikke andet end fisk, fiskere og fiskekuttere i Thorsminde. Da behøvede fiskerne ikke kæmpe for deres erhverv. Det var tider, husker Per Brændsgaard Kristensen.

Han er fisker af den gamle skole og har det ældste – og pæneste – fiskeskur i byen. Garnet hænger sirligt fra loftet, og wadersene dingler med bunden i vejret ved siden af fiskelinerne. Stedet har sjæl. På en krog i hjørnet hænger en lille pose med tørret ising.

“Vil I smage?” spørger Per og smiler stolt, “Jeg har selv fanget og tørret dem”.

Fisken smager af det salte vesterhav. Det er næsten ikke til at forstå, hvad han siger. Både på grund af hans vestjyske dialekt, og fordi han de seneste år har haft flere blodpropper i hjernen, der gør det vanskeligt for ham at udtale ordene.

Men trods årenes gang er han her endnu. Som en af de sidste fra hans generation.

Da fiskeriet var på sit højeste boede der 647 i Thorsminde. Nu om dage er byen halveret, og gennemsnitsalderen er på over 60 år.

Det var tilbage i 80’erne, at der virkelig var gang i fiskeriet, fortæller Per. Dengang var der er et næsten trecifret antal fiskekuttere, der var ude på både havet og i fjorden. Nu om dage er der kun et dusin tilbage, der ikke er ude lige så ofte.

“Der er bare heller ikke lige så mange fisk at fange i dag,” sukker Per.

Men tilbage i 30’erne oplevede fiskeriet også et lavpunkt.

“Hvem siger, at fiskene ikke kommer tilbage en skønne dag,” smiler han. Han tror på det.

Fiskeriet kan ikke overleve uden vindmøllerne

Selvom vindmøllerne bekymrer de lokale fiskere, Bo, Tom og Sebastian, kan den grønne bølge ende med at blive deres redning.

Havnechefen Lisette forklarer, at sagen er den, at kutterne, der sejler ind og ud af havnen, er afhængige af den store sandpumper, der rydder sejlrenden for sand.

“Hvis ikke det bliver gjort, støder de dybtstikkende kuttere på grund. Det er dyrt at hyre sandpumperen, og det skrantende overskud fra fiskeriet er snart ikke nok til at holde sejlrenden fri,” fortæller hun.

Hun håber, at vindeventyret kan være med til at genoplive fiskeriet.

“Vi gør det for at fremtidssikre byen,” siger hun igen og igen. “Uden den grønne energi ville havnen måske lukke, og fiskeriet ville blive overtaget af Hvide Sande eller Esbjerg”.

Om den 19-årige Sebastian kan give fiskeriet videre til sin næste generation, må tiden vise. Solen går ned over Thorsminde, og det særlige lys forsvinder lige så langsomt.