I Holstebro fejrer de kvindernes internationale kampdag med kvinde-koncert

Gymnasieelev, Alberte Holmegaard (th) og student, Rikke Gamborg Nielsen (tv). Foto: Anna Ravn.

Af Karoline Hüche Bentzen

Onsdag den 8. marts blev kvindernes internationale kampdag fejret med musik og sang i Holstebro kirke. Det skete i et samarbejde med Holstebro krisecenter.

Det er første gang de fejrer kvindernes internationale kampdag i Holstebro kirke. Fremmødet er stort – og i kirkens store rum sidder både lokale og kvinder fra krisecenteret. To af dem som er mødt op for at fejre kampdagen, er gymnasieeleven, Alberte Holmegaard, og student, Rikke Gamborg Nielsen, som lige nu holder sabbatår med et fuldtidsarbejde i Bilka.

De to piger er der ikke kun for at fejre kampdagen. De skal optræde med et nummer af Jean Baptiste Loeillet, som de har spillet sammen siden de gik i 7. klasse. De to veninder er vant til at optræde, de har nemlig før sunget i kirkekor og været tilknyttet Holstebro Musikskole. Nummeret de spiller bliver fremført med fløjte og guitar, og kirkerummet var tryllebundet af pigernes musik.

Det er en kamp for ligestilling

Mænd og kvinder kan have forskellige bevæggrunde for at fejre kvindernes internationale kampdag. For nogle er dagen en påmindelse om at kampen ikke er slut endnu. For andre kan kampdagen virke unødvendig. Men for de to veninder, er den 8. marts stadig en vigtig markering: 

”Det er ikke kun kvindernes dag. Dagen er for ligestilling mellem kønnene, og det handler ikke om at kvinderne skal have et forspring,” fortæller Rikke Gamborg Nielsen.

”Når man først bliver opmærksom på uligheden mellem kønnene, ser man det lige pludselig alle vegne,” fortsætter Rikke Gamborg Nielsen.

Tænd et lys for håb

Dagen afsluttes med en lysceremoni anført af præst, Erik Ladegaard. Gæsterne i kirken får hver et stearinlys, og følges op til kirkealteret for at tænde det. Lyset skal repræsentere taknemmelighed og håb, men præsten understreger, at det også kan markere det, der gør ondt. Han fortæller budskabet, mens han kigger på kvinderne fra krisecenteret.

”Kirkerummet rummer alle følelser. Det er her vi søger hen når vi glæder os, og det er her vi søger hen, når vi sørger,” fortæller Erik Ladegaard til de fremmødte i kirken.

Koncerten slutter med sangen ”Må din vej gå dig i møde”, og de to veninder og resten af kirkens gæster forsvinder ud i den tidlige aften.